Nye teknologier – nye ritualer – høflighed i nyfortolkning

Jeg kan godt finde på at læse en SMS, mens jeg er bare en lille smule uopmærksom og på cafe. Andre i min husstand kan lide af ”rage against the machine”, når robotstøvsugeren har spist en kapsel eller er kørt ind under dobbeltsengen. Nye teknologier skaber nye ritualer for, hvordan vi opfører os, når vi er omgivet af vores nye bedste venner, de livsvigtige devices. Mobiltelfonen, GPS’en eller tableten.

På en eller anden listig vis er der blevet brug for nye måder at anskue høflighed, optagethed og intimsfæren. Er det ok at tale i mobil i toget eller bussen, så alle kan følge med i, hvordan du laver pulled pork, eller hvor utilfreds du er med den betjening du fik på cafeen? Er det ok at læse SMS, mens du sidder i stuen og drikker kaffe med vennerne? Eller er det ok at slå alt det, vi plejer at få en god debat om, op på Wikipedia, så det er afklaret på to minutter?

Det er som om, at svaret er, at det er ikke ok, når de andre gør det, men når jeg selv gør det, så er der en god grund. Måske er vi ved at være klar til at acceptere, at vi er omgivet af nye ritualer, som vi ikke helt har afklaret, hvordan vi skal indplacere på høflighedsbarometeret.

Jeg mener godt, vi kan glemme alt om, at multitasking er svaret. Jeg kan ikke både læse en sms og høre efter, hvad der sker omkring mig. Jeg kan heller ikke være med i debatten, mens jeg slår op i Wikipedia om Amishbefolkningen er polygame. Det er de ikke, men nu er debatten også forstummet.

Vi har bragt vores devices med ud i det offentlige rum, så nu er vores intimsfære tydeligt afmærket. Når jeg har hovedtelefoner på og kigger på min mobil imens, så skal du sådan set ikke snakke til mig. Når jeg snakker for højt i min mobil for at overdøve larmen på cafeen, skal du bare forsøge at fortsætte snakken ved dit bord, selvom jeg er svær at overhøre.

Det forholder sig bare sådan, at jeg optræder i begge roller. Jeg er både hende som bliver irriteret over de andres brug af devices, når jeg ikke bruger min, og jeg er også hende som kan finde på at gøre det selv. Det gjorde lidt ondt med den indrømmelse, men nu er den her.

Emma Gad har næppe noget godt svar her. Jeg tror ikke, at der kommer en eller anden puritansk bølge, hvor vi alle sammen får lagt grejet i tasken og møder mennesker omkring os med åbne blikke. Vi kan starte med at spørge først. Er det ok, jeg lige tjekker min SMS? Jeg går lige udenfor og ringer om min fantastiske opskrift på pulled pork, er det ok?

Konflikten står mellem koncentration og distraktion. Vi kæmper for at bevare fokus, når vi har lyst. Og vi lader os gladelig distrahere, når det passer os. Så måske er de nye ritualer med til øge opmærksomheden på nødvendigheden af at bevare koncentrationen, når vi er sammen med levende mennesker og lade vores virtuelle venner hænge i luften.

I sidste uge mens jeg drak te helt alene på Baresso, oplevede jeg en mor, som var sammen med sit lille barn, som spiste kage med stor glæde. Mor derimod kæmpede med at opmuntre til yderligere smil, mens hun filmede og efterfølgende lagde på Facebook. Så mistede hun interessen for barnet, der var sikkert en spændende update. Jeg gætter på at de fleste kommentarer til hendes update indeholder ordet ”cute”.

Vedlagt en skøn oversigt over de nye ritualers fysiske form. Her er Show-it-ism, taskedasket og sencorviftet, for dem som læser på toilettet.

Hvad synes du, vi skal gøre for at få balance imellem distraktion og høflighed?

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/teknologiens-nye-kropsritualer

150.000 kr. for (næsten) ingenting

Har du nogensinde prøvet at spise på en restaurant, hvor du mærker at tjeneren synes, at du egentlig ikke er helt fin nok til at være? Så kender du den oplevelse jeg sidder med, prisen for min oplevelse er bare højere end prisen på rejemadder i Tivoli. Jeg har hurtigt sammenregnet betalt ca. 150.000 kr. for medlemskab af diverse fagforeninger gennem 29 år. Det er ret mange penge, men jeg betaler gerne for den fælles solidaritet, der ligger i fagbevægelsen. Vi må stå sammen om at skabe et godt arbejdsmarked for os alle. Når det så er sagt, så undrer jeg mig over, at jeg hver gang jeg personligt har haft brug for min fagforening oplever en slående mangel på interesse for at hjælpe. Så bliver det lidt som det med restauranten, jeg er ikke rigtig fin nok til at få hjælp. Flere gange har jeg modtaget decideret forkerte råd, som jeg med sikker hånd har bragt i spil for så at opdage, at de ikke holder. For ganske nyligt skrev jeg en mail til formanden i min gamle fagforening, for at komme i snak med ham om, den behandling jeg havde fået. Det blev ikke nogen lang snak, han svarede aldrig. I går meddelte min næste forhenværende fagforening mig, at jeg kunne få lov til at afdrage den gæld, han mente jeg havde til fagforeningen, fordi jeg engang var medlem af en anden fagforening, da der var lockout i folkeskolen. Hold så op med det sludder!

Jeg er bekymret for fagbevægelsen, medlemstallet styrtdykker, de unge melder sig ikke ind og andre melder sig ud. Det store fællesskabsprojekt smuldrer når trepartsforhandlingerne viser sig at være umulige at gennemføre selv med en socialdemokratisk regering. Så er det svært, så derfor ytrer fagbevægelsen, at man skal fokusere på medlemmernes behov for vejledning, og man må styrke sammenholdet ved at udbyde rabatter på alt fra musicals til Rock under Broen. Jeg kan selv betale for de kulturelle arrangementer, jeg gerne vil deltage i, men jeg vil rigtig gerne have min fagforening i ryggen, når et fagligt forhold er vanskeligt at gennemskue. Personligt har jeg måske henvendt mig til diverse fagforeninger under 10 gange på 29 år. Kendetegnende er det, at de gider mig ikke rigtig, og så er 150.000 kr. ret mange penge. Jeg håber mine penge er gået til fællesskabets bedste, jeg kunne ikke selv bruge det til så meget. Mange firmaer har gennem årene måttet sande, at hvis man er for fin til kunderne, så holder konceptet og økonomien heller ikke. Måske skulle fagbevægelsen prøve at komme i snak med kunderne, prøve at komme i gang med kerneydelsen, at sikre et godt arbejdsmarked for os alle og hjælpe det enkelte medlem, når der engang imellem er behov. Hej derude i fagbevægelsen jeg vil så gerne være venner, gider I lege med? Jeg betaler…

 

Tag Stoner med på ferie

Så er det i dag, at ferien ligger fuldstændigt ubrugt foran en. Det er lige som en lottogevinst, selve gevinsten kan være brugt på tusind ting inden den bliver udbetalt. Altså der kan lægges så mange planer, man kan sidde lige så lykkeligt og forestille sig alt fra hjemmebag til sorte pister eller hed elskov. Derfor kan min anbefaling til ferielæsning forekomme lidt bizar, der sker ikke ret meget i denne lille roman. Men tag nu romanen Stoner med på ferie alligevel. Romanen er skrevet i 1965 af forfatteren John Williams, siden har den levet i glemsel ind til den blev genudgivet. Det er simpelthen en roman om en helt almindelig mands, helt almindelige liv. Og nej, han oplever sådan set ikke noget særligt, så hvorfor kede sig med at læse om hans liv? Fordi bogen er en gribende fortælling om et helt almindeligt liv, som ikke rigtigt folder sig ud, om liv og død og kærlighed og arbejde. Typisk en bog jeg selv ville have kastet fra mig efter ca. 30 sider, men jeg kom til at holde af bogens tone og koncentrerede sprog. Der er ikke et ord for meget, så inviter Stoner med på ferie, og lad hans liv være fortællingen om, at vi også selv har et ansvar for at gøre livet værd at leve fuldt ud. Nyd ferien, hvis du har det, ellers kan Stoner også læses hjemme i sofaen.

 

 

Velkommen til det digitaliserede offentlige

Jeg skulle udfylde nogle papirer til det offentlige og i samtalen med det offentlige om det, tilbød den flinke dame, at sende dem til mig i et brev. Jeg vil nødigt ligge samfundet til last, så jeg foreslog, at brevet kunne sendes via e-boks og fortsatte kækt med en kommentar om, at der var alle borgere nu klar til at modetage post. Den venlige dame foreslog alligevel et brev, og hvorfor lærer jeg ikke at høre efter? Nej, jeg er jo helt digital, så bare send til e-boks. Det kan godt være, at jeg er digital, men hvad jeg ikke havde gennemskuet var, at det er blanketter fra kommunen ikke. Jeg modtog tre blanketter i min e-boks, som jeg så efterfølgende måtte grave en printer frem for at printe ud, og så gik turen til postkassen for at sende de famøse blanketter retur, jeg købte dog porto digitalt for at undgå det totale digitale nederlag. Men det er alt i alt ikke særligt digitalt vel? Jeg forestiller mig at en hel del kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på blanketter. Der er sikkert tusindvis, som ikke er digitaliserede så de fx kan udfyldes online, eller er til at skive i og sende retur på mail. Jeg er lidt skuffet faktisk, skuffelsen blev ikke mindre, da jeg glemte den ene blanket, og derfor måtte gøre det hele en gang til.

Du kan ikke lide min approach…

Så lærte jeg lige noget igen. Efter små 30 års gensidig afhængighed, har jeg sagt min avis op. Ikke nogen let beslutning, men papir er lidt på vej ud og for mange af aviserne røg uberørt videre fra vores matrikel. Altså ringede jeg for at høre, hvad et e-avisabonnement kostede. Jeg vidste ikke, at papir var så billigt, i hvert fald var avisen også hundedyr online. Derfor sagde jeg op, men her skulle det ikke slutte.

Jeg blev ringet op af Jakob fra avisen og han var ikke glad. For han mente ikke, at jeg havde sagt op, og han mente heller ikke, at jeg havde opgivet den rigtige adresse til avisen, så de kunne opkræve penge, når BS-aftalen ikke længere gik igennem. Det er ellers den samme adresse avisen er leveret på i 8 år, men avisen havde haft brug for at kigge dybt i adressearkivet og fundet en gammel adresse, hvor avisen altså ikke er leveret siden 2007. For resten var Jakob også skuffet over, at jeg ikke havde reageret på, at de havde leveret avisen længere end, jeg havde betalt for. Det er aldrig rart at skuffe nogen, men da Jakob mente, at jeg burde have dårlige samvittighed over min måde at håndtere sagen på, måtte jeg alligevel sige stop. Jeg ridsede hurtigt mit syn på sagen op, og her kommer så dagens læring. Jakob sagde så, ”jeg kan forstå, at du ikke kan lide min approach, men jeg kan love dig for, at jeg finder en anden som så ringer dig op..” Det har jeg alligevel ikke oplevet før, og jeg vidste slet ikke, at det var hans approach, jeg ikke kunne lide. Jeg troede bare, at vi var uenige. Jeg håber ikke, at min approach her har forstyrret din dag, det var helt utilsigtet.